Politik for magtanvendelser

Formål

Formålet med denne politik er at fastlægge Habitus’ fælles holdning til magtanvendelser og sikre, at enhver anvendelse af magt forebygges, begrænses og håndteres i overensstemmelse med servicelovens bestemmelser samt Habitus’ værdier og menneskesyn.

Magtanvendelse må aldrig blive en erstatning for pædagogik, omsorg eller relationelt arbejde, men kan i særlige situationer komme på tale som sidste udvej, når hensynet til borgerens omsorgsbehov, værdighed, tryghed eller sikkerhed nødvendiggør et indgreb i borgerens selvbestemmelsesret.

Politikken skal skabe en fælles forståelse for, hvordan vi i Habitus tænker magtanvendelse, før vi handler, og udgør det værdimæssige og faglige fundament for de procedurer, der knytter sig til området.

Omsorgspligt og etisk ansvar

I Habitus tager vores tilgang til magtanvendelser afsæt i et grundlæggende menneskesyn, hvor alle mennesker gør deres bedste ud fra deres forudsætninger. Vi arbejder ud fra en tydelig holdning om, at vi bedriver pædagogik med hovedet, og at vores hænder er til for at vise omsorg – ikke for at udøve magt.

Alle borgere, der modtager støtte efter serviceloven, har grundlæggende rettigheder til selvbestemmelse, personlig frihed, privatliv og integritet. Disse rettigheder er beskyttet af grundloven og internationale menneskerettighedskonventioner. Det er Habitus’ klare udgangspunkt, at disse rettigheder skal respekteres i det daglige pædagogiske arbejde, også når borgeren har betydelige og varige funktionsnedsættelser.

I Habitus er omsorgspligten et grundlæggende fagligt og etisk ansvar. Omsorgspligten indebærer, at medarbejdere og ledelse har pligt til aktivt at tage vare på borgerens liv, sundhed, tryghed og værdighed – også i situationer, hvor borgeren ikke selv er i stand til at varetage egne interesser eller overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Etisk forsvarlig praksis forudsætter en løbende og fagligt kvalificeret afvejning mellem hensynet til borgerens selvbestemmelse og nødvendigheden af at yde omsorg og beskyttelse. I denne afvejning kan magtanvendelse i særlige situationer være et etisk påkrævet indgreb som led i omsorgspligten, når alternative og mindre indgribende pædagogiske tiltag ikke er tilstrækkelige.

Magtanvendelse må aldrig anvendes som straf, kontrol eller erstatning for den pædagogiske indsats, men skal altid forstås som et ekstraordinært og ansvarspålagt redskab i omsorgspligtens yderste grænse.

Forebyggelse som grundlæggende praksis

I Habitus er forebyggelse det centrale omdrejningspunkt i arbejdet med magtanvendelser og en integreret del af det faglige ansvar. Forebyggelse forudsætter høj faglighed, tydelig ledelse, en mentaliserende og anerkendende tilgang samt systematisk refleksion i teams og med ledelse. Målet er at understøtte borgerens oplevelse af indflydelse, forudsigelighed og tryghed og dermed reducere behovet for indgribende handlinger mest muligt.

Forebyggelse er samtidig et udtryk for Habitus’ omsorgspligt og etiske ansvar. Borgerens mulighed for at trække sig, blive mødt i sine behov og få støtte til selvregulering er centrale elementer i den daglige praksis. Når forebyggende indsatser ikke er tilstrækkelige, og magtanvendelse kommer på tale, skal dette altid forstås i sammenhæng med den forudgående pædagogiske indsats og de faglige refleksioner, der er gjort.

Alle medarbejdere i Habitus har et fælles ansvar for at forebygge magtanvendelser, handle fagligt og etisk forsvarligt samt registrere og indberette enhver anvendelse af magt. Medarbejdere har samtidig en forpligtelse til at reagere, hvis de er vidne til uhensigtsmæssig praksis, og til aktivt at bidrage til faglig refleksion og læring efter hændelser.

Ledelsen har ansvar for at sikre rammerne for forebyggelse gennem tydelig faglig retning, opfølgning og læring. Ledelsen følger systematisk op på mønstre og tendenser i magtanvendelser med henblik på løbende justering af den pædagogiske praksis og forebyggende indsatser. Enhver magtanvendelse betragtes i Habitus som en faglig hændelse, der forpligter organisationen til refleksion og udvikling. Formålet er ikke placering af skyld, men styrkelse af den pædagogiske indsats, kvalitet og borgerens retssikkerhed, så behovet for magtanvendelse reduceres, og borgerens trivsel, værdighed og tryghed understøttes bedst muligt.

Magtanvendelse som sidste udvej

Magtanvendelse er, når en borger ikke frivilligt medvirker, og der foretages et indgreb i borgerens selvbestemmelsesret. I Habitus gælder en klar og entydig holdning: Er der tvivl om, hvorvidt en handling udgør magtanvendelse, skal den registreres og indberettes som magtanvendelse. Det er ledelsens ansvar at foretage den endelige vurdering.

Magtanvendelse må i Habitus kun anvendes, når alle pædagogiske, relationelle og omsorgsmæssige muligheder er afprøvet, og situationen ikke kan løses ved frivillig medvirken. Et indgreb kan være nødvendigt for at afværge konkret og aktuel fare for borgeren selv eller andre, men kan også komme på tale for at varetage borgerens omsorgsbehov, tryghed eller værdighed i situationer, hvor borgeren gentagne gange bringer sig selv i uværdige, utrygge eller sundhedsskadelige situationer.

Når magtanvendelse finder sted, skal den altid være fagligt begrundet, nødvendig og proportionel samt så kortvarig og skånsom som muligt. Magtanvendelse må aldrig udvikle sig til rutine, anvendes af bekvemmelighed eller træde i stedet for systematisk pædagogisk refleksion og udvikling af praksis.