Erfaringer fra andre pårørende
Personligeberetninger
I efteråret 2025 afholdt vi pårørende arrangementer med oplægsholdere og erfaringsudveksling i hele Danmark.
Erfaringerne derfra var meget givende og vi glæder os til at mødes meget mere i 2026.
“Min datter var meget selvskadende, og det har været et helvede, hvor hun boede før, inden hun kom til Habitus. Man er desperat når ens barn har det dårligt, forlader sit bosted, og man ikke ved hvor det er.
Hun har nu boet på Sct. Mortensgaard i 4 år, og vi synes, der bliver passet godt på hende. Hun trives og kan komme kørende i sin lille bus helt fra Thy og besøge os her på Fyn.
Før har hun bl.a. boet her på Fyn, men havde det så dårligt, at hun stort set ikke kom hjem på besøg i 6-7 år.”
“Jeg oplevede en samhørighed mellem os, som var mødt frem, som var meget meningsfuld.
Det er noget særligt at høre andre menneskers erfaringer med at være pårørende til et menneske, der er i andres varetægt på et bosted – at høre om tvivl, håb og hverdagsstrategier. Fælde en tåre, blive rørt sammen. Se en hustrus hånd stryge over mandens ryg. En stille gestus, der bar dem gennem de genkendelige øjeblikke.
I rummet opstod en tryghed, hvor man både kunne dele det svære og det småpraktiske, uden at skyld og skam tog styringen. Pårørende har så meget konkret viden, som kan ændre hverdagen for en beboer allerede i morgen. Spejling og fællesskab giver mod til at stå i det lange seje træk. I et trygt rum er der plads til at tage nysgerrigt imod både ris og ros og diskutere det.
Pårørende-eftermiddagene gav mening, fordi de gjorde hjælpen fælles. Når det lykkes, stiger livskvaliteten hos dem, det hele handler om. Tak for den åbenhed der blev skabt – jeg tror, den gør os alle sammen lidt klogere, stærkere og modigere.”
“Min søn flyttede ind på solistboligen i Nordjylland en 1. januar. Selv om det netop var 1. januar stod et helt hold – leder og medarbejdere – klar til at hjælpe med indflytningen, til at slæbe flyttekasser og hjælpe med indretning af lejligheden. Vi følte os så velkomne og taknemmelige.”